Vellykket konference om billedets digitale værdi
Copydan BilledKunst var i år vært for den årlige nordiske konference om billedophavsret, der blev afholdt i Dansk Design Center d. 15. og 16. september. Årets emne var ”Billeders værdi i det digitale samfund.”
For de næsten hundrede deltagere på den udsolgte konference stod det klart, at den digitale fremtid allerede er her, og at visuel kommunikation – ikke mindst med billeder – spiller en central rolle. Kun fantasien sætter grænsen for formidlingsmulighederne på de digitale platforme, men samtidig er der udfordringer i forhold til at finde fornuftige betalingsmodeller, som sikrer billedautorer og udgivere betaling for deres arbejde. En af måderne til at løse det problem er, at styrke det nordiske samarbejde og sikre den nordiske ophavsretsmodel.
Digitale muligheder
Journalist Lene Johansen styrede elegant deltagerne og talerne gennem de to dage som blev sat i gang med raketfart af IT- og gadget-ekspert Tim Frank Andersen. Han demonstrerede i sin præsentation de nuværende og fremtidige digitale platforme og kommunikationsværktøjer, hvor fokus er på billeder, interaktivitet og håndholdte enheder.
Nye tiltag på museer og forlag
Med de digitale muligheder kommer også nye måder at bruge kunsten. Merete Sanderhoff fra Statens Museum for Kunst fortalte om museets digitale tiltag bl.a. formidlingsprojektet Kunsthistorier, hvor brugeren kan gå på opdagelse i de udstillede værker hjemmefra.
Bogkøberne har også en ny digital mulighed, hvor e-bogen tilbyder nye formater og mere interaktivitet. Samtidig giver de digitale platforme også andre forbrugs- og adfærdsmønstre. Musikbranchen har fx længe været mærket af pirateri. Direktør i Rosinante&Co Tine Smedegaard Andersen pointerede, at ophavsretten er vigtig for at sikre betaling og skabe ny kultur til samfundet. Ophavsretten er dog i de senere år blevet udfordret, og professor i ophavsret Morten Rosenmeier kom med flere eksempler på, hvordan ytringsfriheden i stigende grad bliver brugt som en undskyld for at bryde ophavsretten.
Digitalisering af kulturarven
En af de helt store opgaver, vi står overfor, er digitaliseringen af kulturarven, som både skal bevares for eftertiden og formidles bredt til alle. Kontorchef i Kulturministeriet Bente Skovgaard Kristensen fortalte, at man i Norden har løst problemet med indførelsen af aftalelicensen, hvor forvaltningsselskaberne er i stand til at klarere en kulturinstitutions samlede værker på én gang, let og ubureaukratisk.
Der er dog en vis modstand mod aftalelicensen i EU. Direktør Torben Gammelgaard fra Copydan BilledKunst fremhævede, at EU’s nylige direktivforslag om ”diligent search” vil påføre kulturinstitutionerne enorme administrative byrder, når de vil digitalisere kulturarven. Samtidig indebærer ”diligent search” stor risiko for udhuling af ophavsretten. Nordiske rettighedshavere, kulturinstitutioner og forvaltningsselskaber kæmper derfor for at bevare aftalelicensen, så man kan fortsætte digitaliseringen af kulturarven. Med aftalelicensen kan man sikre, at kunstnerne får betaling for den digitale brug af deres værker, samt at kunderne får billigere effektive løsninger.
Kunst fra to vinkler
Konferencen gav også et indblik i, hvordan to succesfulde og meget forskellige kunstnere arbejder, da både maleren Thomas Kluge og forfatteren Knud Romer fortalte om deres arbejdsmetoder og syn på kunsten i dag. Knud Romer, der har en fortid i reklamebranchen, ser rammen – konteksten eller historiefortællingen - som det, der isolerer værket fra omverdenen og ”gør klatterne til kunst”. Det er rammen, der giver værket værdi. Thomas Kluge, som bl.a. er kendt for sine dronningeportrætter, har et helt andet fokus, nemlig 1:1 mødet mellem værk og beskuer, hvor værket taler for sig selv.
Konferencen blev afsluttet af de nordiske forvaltningsselskaber, hvor Paul Vestergren (Bus, Sverige), Harald Holter (BONO, Norge), Knútur Bruun (Myndstef, Island) og Torben Gammelgaard (Copydan BilledKunst, Danmark) gjorde status for situationen i de forskellige lande. Der er en fælles enighed om at styrke det nordiske samarbejde, forsvare den nordiske ophavsretslov og have fokus på billedets værdi. BilledKunst er i gang med et bogprojekt, der skal skabe fokus på billeders værdi i alle mulige sammenhænge. For det der har værdi, er også værd at beskytte.